Referat fra Generalforsamlingen 22. marts 2015 kl. 11:00 - 14:00
Dagsorden:
1) Valg af dirigent:
2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4) Eventuelle forslag
5) Fastsættelse af kontingent
6) Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant:
Allan "Slimak" Haslund, Lisbeth Funck, Gitte Laursen, Per Kristiansen, Leila
Simonsen og Lis Garmund. Alle modtager genvalg.
7) Valg af revisor
8) Eventuelt
Allan (Slimak) bød velkommen til ca. 70 medlemmer, hvorefter vi sang om den blå anemone.
1) Søren Myrup blev valgt til dirigent.
2) Beretningen blev sunget på vers af hele forsamlingen, og krydret med rigtig mange gode billeder, taget i forbindelse med Fritidsborgers arrangementer, af vores store egnsblad Nordvestnyt.
Mie fortalte om Tøjmarkedet, der fortsætter og allerede på lørdag den 28. marts igen er klar med alverdens flotte ting og tøj til hele familien.
Søren fortalte at Rejseklubben udskød rejsen sidste år men at klubben har arrangeret en rejse til Polen i maj, som allerede er fuldt booket og med nogle på venteliste. Det bliver en spændende og hyggelig tur.
Søren (Sjønne) talte om MPP, der sidste år gav et flot overskud, hvoraf de fleste penge bliver i kassen som risikobeholdning til næste MPP, men at der også er sat penge af til forbedring af Bobjergskolens legeplads. Billetterne til MPP 2015 kan købes for 150 kr. der er gratis adgang fredag aften.
Leila kører videre med Krolf. Det er muligt at afprøve spillet søndage eftermiddage.
Lis står stadigvæk for Læsehesten. De er 10 deltagere som læser 10 bøger om året.
Kirsten er tovholder for Høstfesten, der var en stor succes bl.a. på grund af et skønt vejr. Vi har et fantastisk prof-teltopsætter hold, præstens høstgudstjeneste, nogle spændende udstillere, og helstegt pattegris om aftenen. Høstfesten afholdes altid i uge 37 og er i år den 12. september.
Slimak fortalte om Kulturnatten, hvor vi serverer græskarsuppe i centret og forsøger at få lavet et arrangement i ”Savklingen” til næste Kulturnat.
Sjønne er tovholder på juletræsarrangementet og er ved at få tilladelse til et permanent juletræ ved Aksen. Samtidig arrangerer vi Julesokker med slik i december og får et beløb af Centerforeningen for arbejdet.
Så havde vi jo Nytårskur, hvor vi mødtes til morgenkaffe, champagne og kransekage og hvor vi udnævnte 4 Fritidsborgere af 1. grad.
Vi fik også et kort indblik i hvad Fritinget har haft oppe af sager i årets løb, og hvordan det er at være medlem af OWL.
Allan (Slimak) fortalte om Kommunens konkurrence: Landsby Makeover, hvor medlemmer af Grundejerforeningen, Fritinget og Fritidsborger havde indsendt et projekt til konkurrencen. Der var 12 deltagende byer, 5 blev udvalgt og fik hver 25.000 kr. til at forskønne deres landsby. De 7 øvrige projekter fik lovning på hver 25.000 kr. Vi skal selv lægge pengene ud, og mod aflevering af bilag og regnskab, får vi pengene. Se projektet beskrevet på hjemmesiden ”Asnæs til fods”.
Beretningen blev godkendt.
3) Sjønne forklarede nogle af nøglepunkterne i regnskabet. Det blev godkendt.
4) Der var ikke indkommet forslag til bestyrelsen.
5) Kontingentet er uændret 25 kr. om året.
6) Alle opstillede blev valgt. Der var ingen yderligere, som ønskede at komme ind i bestyrelsen.
7) Inger Frimann blev valgt.
8) Et medlem takkede for bestyrelsens arbejde hvilket bestyrelsen var taknemmelig for, og generalforsamlingen var hermed afsluttet. Allan takkede for god ro og orden.
Senest opdateret 22.03.2015 22:39 af GL