Gå til sideindhold

Hvad er fritidsborger.dk???

Om Fritidsborger

Fritidsborger er et initiativ i stil med en form for borgerforening i Asnæs og Omegn. Foreningen retter sig mod borgere i alle aldre, samt deltidsborgere i omegnens sommerhusområde.

 

 "Omegn" skal forstås meget bredt - således at hvis nogen mener at have en specifik præference for Asnæs, så er denne person velkommen til at melde sig ind i foreningen.

 

På samme vis vil aktiviteterne afspejle samme vide ramme, idet vi forventer alle former for aktiviteter i viften fra vugge til grav, fra sommer til vinter og fra Nordkap til Sicilien.

 

Den grundlæggende tese for dannelsen af foreningen er, at al aktivitet er et positivt aktiv for vores lokalsamfund: Hvis en gruppe borgere planlægger og gennemfører dette eller hint projekt, så vil netværket mellem disse borgere styrkes til gavn for lokalsamfundet i almindelighed og for gruppen i særdeleshed. Når så projektet oven i købet ved gennemførelsen inkluderer enhver, som kunne have interesse heri, så gavner det lokallivet som sådan.

 

Vedtægter for Foreningen ”fritidsborger.dk”

§ 1 - Foreningens navn og hjemsted.

 

Foreningens navn er "fritidsborger.dk" og hjemstedet er Odsherred Kommune  

 

§ 2 - Foreningens formål

Formålet er flersidigt:

At styrke lokalsamfundet indenfor kultur og fritid

At skabe aktiviteter, der er arrangeret af brede borgergrupper

At engagere borgere i alle aldre i fritidslivet

At engagere deltidsborgere i det lokale liv og dets kultur

At skabe virtuelt overblik over områdets aktiviteter

At skabe netværk på tværs af alder, stand og kultur

At samarbejde med de eksisterende foreninger

At styrke samarbejdet mellem eksisterende foreninger

At udnytte borgernes sociale resurser til fælles gavn

At skabe traditioner i Asnæs og Omegn

At skabe liv i Asnæs og Omegn

Foreningen retter sig mod borgere i alle aldre, samt deltidsborgere i omegnens sommerhusområde.  

 

§ 3 – Foreningens aktiviteter

Aktiviteterne omfatter bl.a.:

Etablering og vedligeholdelse af hjemmesiden www.fritidsborger.dk, der vil være en væsentlig brik i foreningens virke.

Tværgående kulturelle arrangementer i samarbejde med andre foreninger og/eller andre offentlige eller private aktører.

Aktivitetsprojekter der understøtter foreningens formål og som planlægges i projektgrupper.

Samlende sociale arrangementer for medlemmer og øvrige interesserede.

 

§ 4 - Medlemmer

Enhver, som har betalt kontingent til foreningen, og som tilslutter sig foreningens formål og idégrundlag, er medlem af foreningen. Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling.

 

§ 5 - Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes en gang årligt - senest i marts måned - og indvarsles ved almindeligt brev/mail/sms til samtlige medlemmer senest 30 dage før.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent

2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år

3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse

4) Eventuelle forslag

5) Fastsættelse af kontingent

6) Valg af bestyrelse: Der er ikke loft over antal medlemmer, alle vælges for 2 år ad gangen.

7) Valg af mindst en suppleant

8) Valg af revisor

9) Eventuelt

Forslag til behandling under punkt 4 skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslaget skal indeholde oplysning om emne og underskrift fra forslagsstiller(e).

Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig.

Kun fremmødte medlemmer, som har betalt kontingent har stemmeret.

Der føres referat, som underskrives af dirigenten og lægges på hjemmesiden

 

§ 6 – Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, hvis et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller 25 medlemmer af foreningen skriftligt fremsætter motiveret krav om det.

Mødet skal indkaldes, senest 4 uger efter kravet er fremsat, og med mindst 4 ugers varsel. Mødet skal afholdes, senest 2 måneder efter at kravet er fremsat.

Ekstraordinær generalforsamling afvikles i overensstemmelse med § 5

 

§ 7 - Ledelse

Foreningen ledes af en bestyrelse på et antal medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen samt mindst en suppleant, som vælges hvert år. Et af medlemmerne kan vælges blandt unge under 18 år.

Kasserer og formand må ikke være i familie eller bo i samme husstand. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift. 

Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden. Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

Der kan meddeles enkeltpersoner prokura. 

 

§ 8 - Hæftelse

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

 

§ 9 - Regnskab

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. På hvert års ordinære generalforsamling fastsættes næste års kontingent af generalforsamlingen. Revision finder sted een gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det. Dog skal uanmeldt revision foretages mindst een gang årligt. Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.   

I forbindelse med generalforsamlingen udloddes 50% af et eventuelt overskud fra det netop godkendte regnskab. Udlodningen sker efter ansøgning og bestyrelsens indstilling og i overensstemmelse med foreningens formål.

Øvrige midler fordeles løbende efter ansøgning og beslutning i bestyrelsen

Foreningens CVR nr. DK  30 78 75 60   

 

§ 10 – Vedtægtsændringer

Ændring af nærværende vedtægter kræver, at 2/3 af foreningens fremmødte medlemmer stemmer herfor.

 

§ 11 - Foreningens opløsning

Beslutning om at opløse Fritidsborger.dk træffes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 8 dages mellemrum.

På begge årsmøder skal opløsningen godkendes, ved at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.

Foreningens eventuelle nettoformue skal i så fald udloddes til almennyttige formål, der ligger naturlig i forlængelse af foreningens formål, men som besluttes på den opløsende generalforsamling.

Apricore logo