Bestyrelsens beretning - GF 2019
Generalforsamling 24. marts 2019
Generalforsamling i foreningen Fritidsborger.dk søndag den 24. marts 2019
Formand Allan Haslund bød forsamlingen velkommen. 80 medlemmer deltog. Vi startede med at synge ”Den lille anemone”
1) Valg af dirigent: Søren Myrup blev valgt med applaus.
2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
Allan og Søren havde som tidligere år forfattet beretningen som en sang, alle sang med på. Nogle af versene krævede lidt ekstra forklaring.
Året startede med Nytårskuren hvor 3 fritidsborgere blev udnævnt til Fritidsborger af 1. grad samt en æresborger af 1. grad.
Kreativitet på kryds og tværs er blevet en del af Fritidsborger. Det foregår i Aksens sal hver anden tirsdag i vinterhalvåret, hvor mange kommer og laver håndarbejde sammen.
Whiskylaget kører på 10. år med 4 møder om året. Der er kun plads til 70 medlemmer.
Rejseklubben holder pause, men hvis nogle har lyst til at arrangere en tur, holde foredrag om en fantastisk rejse eller andet, så vil bestyrelsen gerne hjælpe med annoncering m.v.
Royal Run på kronprinsens fødselsdag blev i Asnæs til Royal Walk med 2 ture rundt i byen, bagefter var der berusende Asti og prince-kiks til alle i Byparken. Ca. 50 deltog.
Krolf er også en del af Fritidsborger, og holder til på plænen. Leila er tovholder.
Desværre har foreningen været udfordret af hærværk og indbrud i foreningens lokaler på plænen. Vi kontaktede politi og SSP. Det medførte til at borde/bænke og øvrigt løst udstyr blev lukket inde bag et hegn, i håb om at de unge holdt sig væk.
Musik På Plænen gik rigtigt godt med et pænt overskud. Nyt projekthold er i gang med planlægningen til dette års fest, som bliver den 31. maj og 1. juni. Hjælpere er velkomne.
Høstmarkedet gik godt med mange boder og gæster. Folkemødet var blevet flyttet en uge frem efter aftale. Grisefesten blev afholdt i Asnæs Forsamlingshus med stor succes. Det var et stort arbejde at arrangere i teltet, og året før solgte vi ikke billetter nok.
Sjønne havde arrangeret en ”Tartelet-dag” i forbindelse med Jubilæums-donationen. Byens museer tog imod ca. 50 deltagere, der siden endte i Aksen, hvor Leila sørgede for rigtige tarteletter med det rigtige fyld til alle.
Kulturnatten var som sædvanlig et stort tilløbsstykke. Fritidsborger havde kontaktet Karossen, hvor vi fik arrangeret musik og fortællinger af to trubadurer.
Jul i Asnæs blev udvidet med samarbejde med BOK, hvor Aksen og biblioteket holdt åbent, med højtlæsning, maling på sten, konkurrence om bedste julekager, julepynt af genbrugspapir m.v. Vi serverede julegløg, honninghjerter og juleboller hvorefter Finn tog børnene med ud og dansede om juletræet. Julehjerterne havde fået en ekstra lyskæde, så de lyste lidt mere op. Brandværnsforeningen sørgede for op- og nedtagning af julehjerterne.
Det grantræ, der blev plantet for nogle år siden, blev angrebet af sygdom, og selvom det er begyndt at gro, kommer der ikke nye grene i stedet for de døde. Derfor besluttede bestyrelsen at søge om penge til et nyt træ, det er bestilt, og bliver plantet i april.
Fællesspisningen er fortsætter med stor succes, omkring 40-120 deltager en gang om måneden.
Aksens Have har været under forvandling i vinterens løb. Nu holdes der en indvielsesfest lørdag den 27. april. Mange kirsebærtræer er blevet plantet, skænket af byens virksomheder. Festen starter kl. 12. Storegade og noget af Enghaven lukkes. Der bliver festlig underholdning, musik, salgsboder, bagagerumssalg og meget andet. Fritidsborger laver Bay´s Café i Aksens foyer med salg af mad, øl og vand. Museerne holder åbent hus. Afslutning med fællesspisning i Asnæs Forsamlingshus.
Fritidsborger bliver repræsenteret af Søren Myrup i Lokaldemokratiudvalget. Han fortalte om nye måder at mødes på, at bygge bro mellem kommune og borgerne. Desuden fortalte han om Appen ”Din landsby”, hvor foreninger fra hele kommunen kan lægge deres oplysninger ind, lave eventkalender, og hermed få en sammenhængskraft i kommunen.
Beretningen blev godkendt.
3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse:
Søren Jørgensen forelagde regnskabet og forklarede nogle af noterne. Revisorerne havde en kommentar til økonomisystemet, fordi de manglede en periodisering af indtægter og udgifter, så resultatet blev mere retvisende. Desuden har det været for besværligt at indbetale kontingent, teksten skal være mere præcis. Revisonen ønskede mulighed for at medlemmer kunne betale direkte ind på bankkontoen. Dette tages op på næste bestyrelsesmøde.
Regnskabet blev godkendt.
4) Eventuelle indkomne forslag: Forslag fra Bestyrelsen:
- 5 – Generalforsamling stk. 6: Valg af bestyrelse - 5 i ulige år og 6 i lige år
Ændres til: stk. 6 slettes. (Er ikke relevant da vi ikke har loft over antal af bestyrelsesmedlemmer.)
- 7 - Ledelse
Nuværende vedtægt: Foreningen ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Et af medlemmerne kan vælges blandt unge under 18 år |
Forslag til ændring af vedtægt: Foreningen ledes af en bestyrelse på et antal medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Et af medlemmerne kan vælges blandt unge under 18 år. |
Forslaget blev godkendt.
5) Fastsættelse af kontingent: Forsamlingen godkendte bestyrelsens forslag til at fastholde kontingentet på 25,00 kr.
6) Valg af bestyrelse, følgende var på valg: Leila Simonsen, Allan Haslund, Gitte Laursen, Allan Andersen, alle blev genvalgt. Lisbeth Funck (kasserer) ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen forslog Karina Højvang som ny kasserer.
Lisbeth fik gave og tak for tro tjeneste. Karina blev valgt ind i bestyrelsen som ny kasserer. Majbritt Brander blev valgt ind i bestyrelsen som menigt medlem.
7) Valg af mindst en suppleant: Per Bent Kristensen blev genvalgt.
8) Valg af revisor: Toke Persson blev genvalgt.
9) Eventuelt. Forsamlingen havde nogle få spørgsmål som straks kunne besvares.
Herefter kom Niels fra Natteravnene og fortalte om organisationen og det arbejde de frivillige udfører. De er ganske almindelige forældre som gerne vil støtte de unge i nattelivet. De må ikke optræde som politibetjente kun observere hvad der sker. SSP er mellemleddet imellem de frivillige natteravne og politiet. Niels håber på at kunne oprette en gruppe i Asnæs. Lige nu er der kun 20 natteravne i hele Odsherred.
Kontakt Niels Johansen nijo@sektionen.com.
Dirigenten takkede forsamlingen for god ro og orden, herefter var der frokost til alle.
Senest opdateret 26.03.2019 12:14 af YES